Kulturhistorie

I middelalderen tilhørte Corselitze Kronen og lå i en landsby af samme navn. I 1425 blev gården overtaget af Laurids Falster. Slægten Falster ejede Corselitze i mange generationer, hvor gården gik i arv fra far til søn. Jens Falster døde som slægtens sidste mand i 1600 og havde ligesom sine forgængere været virksom i den danske konges tjeneste. Axel Brahe, som var bror til den berømte Tycho Brahe, kom herefter i besiddelse af Corselitze. I de følgende ca. 160 år var Corselitze – direkte eller indirekte – kongelig ejendom.

Generalmajor J.F.Classen erhvervede godset i 1766 på auktion og ejede godset til sin død i 1792, hvor hele ejendommen overgik til en fond, Det Classenske Fideicommis (DCF). DCF ejer i dag Corselitze og Fuglsang godser med i alt 4800 ha jord. Fondens formål er udover at bevare ejendommen og kulturmiljøet at støtte uddannelse og forskning samt yde hjælp til mindre velstillede.

Herregårdshaven

Den 4 hektar store herregårdshave plejes og udvikles af Corselitzes egne gartnere i samarbejde med en landskabsarkitekt. Haven er udlagt, så der hele året er blomster og dermed hele tiden nyt at se. Haven danner en smuk ramme omkring de imponerende godsbygninger med hovedbygningen, stalde og lader samt boliger og den tidligere skole, som godset drev. Herregårdshaven er åben for offentligheden.