Kom til foredrag onsdag den 8. oktober kl. 19.00 med historiker Bo Fritzbøger og hør om, hvordan skovene på Falster blev brugt i 1600-tallet – længe før den store reformering af dansk skovbrug i slutningen af 1700-tallet.
Før den gennemgribende reformering af dansk skovbrug i slutningen af 1700-årene var målet først og fremmest at sikre tilstrækkeligt med træ fra de overvejende naturgroede skove og at kontrollere, at de ikke blev benyttet ud over evne.
Som vi ved, lykkedes det sidste ikke særlig godt, og skoven gik tilbage i tæthed og vedmasse (men ikke nævneværdigt i areal).
Ikke desto mindre var mange mennesker i 1600-tallet på forskellige måder beskæftiget med brug af skoven. Fordi størstedelen af Falster dengang var krongods, er de historiske kilder til dette tidlige skovbrug særligt gode netop her.
Om foredragsholderen
Bo Fritzbøger er lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og dr.phil. på en afhandling om udviklingen af ejendomsretten til skov fra middelalderen til 1800-tallet (”A Windfall for the Magnates”, 2004).
Han har derudover skrevet adskillige bøger om dansk skovhistorie, bl.a. ”Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid” (1994) og ”Skove og skovbrug på Falster 1652-1685” (1989). Han er p.t. ved at lægge sidste hånd på et stort værk om skovbrugets modernisering ca. 1860-1930.
Tilmelding
Deltagelse til dette foredrag kræver tilmelding. Tilmeld dig pr. e-mail til info@skovenshuscorselitze.dk.
Alle aktiviteter