Mandag den 16. juni fik vi fint besøg på Skovens Hus Corselitze. En gruppe politikere og topembedsfolk fra Ukraine var forbi og høre om EUs Landdistrikts program, som også har været med til at støtte etablering af Infocenteret på Corselitze.
Projektkoordinator fra LAG Sydhavsøerne, Martin Tange, holdt et spændende oplæg om alle de forhold, der skal tilgodeses, når man vil søge penge fra EU. Dette var nyt stof for gæsterne som var meget interesserede i at høre mere om de metoder til projektudvikling, som man bruger i LAG-bestyrelserne over hele Europa.
Efterfølgende fik gæsterne den fulde historie om hvordan man fra Skovens Hus Corselitze har arbejdet målrettet igennem en årrække for at etablere et Infocenter og videreudvikle den imponerende samling af skovbrugsredskaber fra før maskinerne for alvor tog over. Også dette var genkendeligt for gæsterne, som i mange tilfælde bruger netop den type redskaber i skovbruget.
En inspirerende dag, hvor gæsterne havde medbragt fine gaver, i form af vingummi-gelé lavet på vilde skovhindbær og en dejlig urtete med urter fra skovene omkring de Ukrainske Karpaterbjerge.
Onsdag d. 14. maj 2025 kl. 13.00 holdt Skovens Hus Corselitze/ L.F. Forstmandsforening sammen med Orenæs og Petersgård en ekskursion med temaet:
Skal ær tyndes som bøg? Eller rettere: Derfor skal ær tyndes, men ikke tyndes som bøg.
Program så således ud:
Kl. 13.00. Ekskursionen begynder i prøveflade LZ, hvorfra der foreligger helt ferske måleresultater. Efterfølgende vil der med udgangspunkt i en række forskellige dyrkningssituationer være diskussion og erfaringsudveksling om de problemer, der knytter sig til dyrkning af ær.
Skovrider Morten Skude, som arbejdede på Orenæs fra 1942 til 1979, var en varm fortaler for ær. Nok beskrev han den (Skoven, 1976) som ”gadetøsen, der byder sig til”. Men samtidig troede han på, at man med ”den rette faste hånd” kunne få noget godt ud af den. Havde Skude ret i sine formodninger? Det vil vi også se på.
Ekskursionen ledes af Esben Møller Madsen og Rune Bukkehave og forventes afsluttet kl. 17.
Nærmere om program for ekskursionen følger ca. 1 uge før ekskursionen.
Deltagelse: kr. 100. Betales med mobile pay til 40450374 eller kontant ved ankomst.
Tilmelding på skovrider@corselitze.dk senest d. 30. april 2025
Max. deltagerantal 30
Onsdag d. 19. marts 2025 kl. 13.00 holdt Skovens Hus debat om skovenes klimaeffekter.
Skovenes betydning for CO2-balancen er velkendt, men hvor stor er betydningen, og hvad betyder de mange begreber egentlig?
For at blive klogere på de centrale begreber- og få kvalificeret det vi taler om, afholder Skovens Hus/L.F. Forstmandsforening et eftermiddagsmøde.
Foredragsholdere vil være skovbrugsforskerne Thomas Nord-Larsen, KU og Anders Tærø Nielsen, InNovaSilva.
Thomas Nord-Larsen vil gennemgå klimaeffekten af Trepartens skovplantningsplaner, og Anders Tærø Nielsen vil med udgangspunkt i Skovenes sande CO2-regnskab lede os igennem nogle centrale begreber som netop CO2-regnskab, LULUCF, CO2-kreditter m.v.
Deltagelse: kr. 75 kr. Betales med mobile pay til 40450374 eller kontant ved ankomst.
Kaffe og brød serveres.
Det er efterhånden velkendt, at den grønne trepartsaftale indeholder et mål om 250.000 ha skovrejsning. Men hvordan det konkret skal lykkes, er mindre belyst, og der er flere faldgruber undervejs – bl.a. kræver det en fokuseret indsats, hvis vi skal have frø og planter nok til at kunne nå målet, lyder det fra frøvirksomhed. Malene Breusch Hansen, redaktør for Magasinet Skoven, har skrevet om det – læs mere her.
Dansk virksomhed har købt højteknologisk drone, der åbner for nye muligheder i et forskningsprojekt, der udvikler metoder til hurtig og præcis opmåling af skove.
”Det giver nogle helt andre muligheder for at måle skovene op med enorm præcision,” siger skovbrugsforsker og ejer af InNovaSilva, Palle Madsen, og betoner, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går i øjeblikket.
Den 19. september 2024 havde Skovens Hus Corselitze inviteret Skovens redaktion med ud for at se på en drone, der giver helt nye muligheder for flyvende skovovervågning. Læs hele artiklen her.
8. september 2024 kl. 10-16.
Er du til sommerfugle, så kom tidligt. Om natten fanger vi natsværmere ved kunstigt lys, og de slippes fri igen snarest efter kl. 10. Det er den erfarne entomolog Bjarne Skule, der viser og fortæller.
Efteråret er svampetid, og kl. 11 starter årets store svampetur i skovene ved Corselitze. Turen ledes af vores erfarne svampeekspert Rita Forup. Det bliver spændende at se, hvor mange svampearter skoven byder på. Mon ikke der også bliver til en smagsprøve.
Du kan låne redskaber til at fange småkryb i havens søer. Bliv klog på søens dyreliv, vi har plancher til hjælp. Kig også ned i den dybe Iskælder.
I Skovbrugsmagasinet er der en udstilling af brugskunst af træ. Danmarks Naturfredningsforening har en stand, hvor du kan få oplysninger om foreningens grønne mærkesager.
Gedser Fuglestation og Guldborgsund Kommune orienterer om, hvad der kan gøres for den sjældne slørugle
Der er gratis adgang til Skovbrugsmagasinet, karlekamre og Infocenter. Måske bliver du inspireret til en vandretur i skoven og til at prøve vores nye QR-koder. Der er også mulighed for en tur med hestevogn mod betaling.
Tirsdag d. 14. maj 2024 afholdt Skovens Hus Corselitze og Lolland-Falsters Forstmandsforening en ekskursion med temaet:
Højproduktive træarter, poppel, grandis og douglasgran: Har de en fremtid i dansk skovbrug med en genvej til størst mulig kulstofbinding eller bliver de invasive arter i kommende skovlovgivning?
Læs mere om udbyttet af ekskursion i denne artikel fra Dansk Skovforening. Til sidst i artiklen finder du den spændende fortælling om Lolland-Falsters Forstmandsforening, som blev etableret i 1868.
